top of page

Den Store Gravel Guide

Velo Guiden har taget en snak med tidligere professionel cykelrytter Mads Christensen, der i dag driver The Bikefit Studio i Vejle, hvor han tilbyder både kropsterapi og bikefit. Herudover er han én af de største navne indenfor dansk gravel - både set ift. at arrangere gravelløb, men også hans egne bedrifter på gravelcyklen. Mads Christensen har mange forskellige kasketter at jonglere rundt med. Udover at være terapeut og bikefitter, er han stifter af Adventure Cycling, som arrangerer gravelløb af høj kvalitet og deltagertilslutning.

Gravel cykling
Mads Christensen

Gravel er kommet for at blive. I løbet af de senere par år har sporten virkelig fundet vej til den almindelige danskers hjerte. Særligt under Covid-19 fik udendørsaktiviteter og friluftsliv medvind, da vi alle skulle ud i den friske luft, for at bibeholde formniveauet. Her er gravelsporten en naturlig forlængelse af ønsket om at dyrke sin sport ude i naturen på en uformel og legende måde. Går du med drømmen om at udforske alle de eminente danske grusveje, traktorspor og skovstier? Og er du vild med at udforske nye områder og tage på cykeleventyr? Så vil gravel helt sikkert være noget for dig.

Mads Christensen giver dig her de allerbedste tips og tricks til at komme i gang med at køre gravel og hvordan du får mest ud af både dit udstyr og din træning.




Historien

Gravel opstod i USA, da der særligt i Midt Vesten, er utrolig mange mindre, hårdt pakkede grusveje, som er perfekte til gravelcykling. Grundet trafikken i USA havde flere amerikanske cykelryttere et ønske om at komme væk fra de store veje og ind på mindre, hvor de kunne køre uforstyrret og sikkert. Frøet til gravel var hermed sået.

At køre decideret gravelrace blev for alvor en ting omkring 2006, da løb som Dirty Kansas løb af stablen første gang.


Cyklen

For at komme i gang med at køre gravel, skal du naturligvis bruge en cykel. Optimalt set skal du have fat i en gravelcykel. En crosscykel kan også bruges, den kan dog i nogle tilfælde kun klare dæk med en bredde på 33 mm. En gravelcykel er bygget således, at dækkene kan have en bredde på helt op til 45 mm, hvilket gør træningen langt mere komfortabel - særligt hvis du er vild med de helt lange ture.

Geometrien på en gravelcykel er således, at overrøret er længere og kronrøret højere sammenlignet med de fleste cross- og landevejscykler. Dette resulterer i en mere oprejst og dermed behageligere siddeposition for rytteren, hvilket er essentielt i gravel, da du bliver udsat for utallige stød fra underlaget i ofte mange timer.

De senere år i takt med en øget interesse for at køre gravelløb er mange producenter dog begyndt at lave mere aggressive gravelcykler. Her vil du finde en cykel som minder meget mere om en traditionel racercykel i sin geometri. Mange af disse cykler vil også være helt fornuftige landevejscykler, hvis man blot skifter hjul og dæk.


Derfor er det vigtigt, at du overvejer, hvad du ønsker af din gravelcykel, før du køber. Hvis du ønsker oplevelser og komfort skal du gå efter en traditionel gravelcykel. Er du mere interesseret i fart og konkurrence, vil den perfekte gravelcykel for dig være én, der minder om landevejscyklen i sin geometri.


Gravel cykling
Mads med hans cannondale

Valg af dæk

Et af de meget afgørende elementer i en god oplevelse med gravel er valg af dæk. Her skal du være opmærksom på både dækmønster og dækbredde. Der skal tages højde for underlag, vejr og hvilken oplevelse, du ønsker. Jo mere hårdt pakket og og tørt underlag jo smallere dæk og mindre mønster, kan du slippe afsted med. Hvis du eksempelvis skal deltage i en gravelkonkurrence, hvor underlaget hovedsageligt er hårde grusveje, kan du sagtens køre 35-36 mm med mindre mønster på toppen - hvis du også gerne vil køre hurtigt. Dertil vil det for de flestes vedkommende give mening at køre med omkring 2 bar.

Jo vådere og sværere forhold, desto bredere dæk og en smule mindre dæktryk.


Ekstra udstyr

Når du nu har fået anskaffet dig en cykel, som matcher dine behov og du har valgt de rette dæk og dæktryk til forholdene, mangler du blot at overveje, hvad du skal fylde i baglommen, i tasken og sætte på cyklen.

Da en gravelcykel indbyder til eventyr i uudforsket terræn, vil det være en god idé at investere i en god cykelcomputer, som også har en større skærm, end du normalt bruger på landevejen. På denne måde kan du hjemmefra finde en rute eller et område, som du ønsker at udforske og bruge din cykelcomputer til at navigere efter. Dette er også nødvendigt i de fleste konkurrencer, men mere om det senere.


Da langt de fleste vælger at køre med et tubeless set up i stedet for slanger i dækkene, skal du anskaffe dig plugs til dine dæk, hvis uheldet skulle være ude. Det er et meget simpelt system, som sikrer, at du kan lappe et hul lynhurtigt. Som en sidste backup løsning kan det være en god idé også at medbringe en slange og pumpe.





Gravelløb

Du har nu fået styr på udstyret og begynder måske at kigge i cykelkalenderen efter spændende gravelløb. Her vil du støde på et par nye udtryk, som man ikke bruger i almindelige motionsløb.

Afhængigt af hvilket løb du bestemmer dig for at deltage i, vil du finde forskellige formater.


DM i Gravel
Billede fra det uofficielle DM i Gravel

Supported: Her er der tale om løb, hvor du får forplejning undervejs.


Unsupported: Her er der tale om løb, hvor du skal klare dig selv. Det er ikke tilladt at modtage hjælp udefra. Det betyder, at alt hvad du skal spise og drikke, skal du selv have med. Derudover også grej som kan hjælpe dig, hvis uheldet er ude. Mads anbefaler, at man især på de lange distancer medbringer; plugs, dækjern, pumpe og/eller CO2 patron, slange og et ekstra kædeled. Afhængig af temperament kan det være en idé at købe en lille taske, så man slipper for at have alt for fyldte lommer.

Væske vil du kunne fylde op på eksempelvis kirkegårde og lignende. Især på de lange distancer kan det være en idé også at have en camelbak på ryggen, hvor du kan have ekstra væske i.


Da mange af disse løb foregår på markveje, grusstier, i skove osv. vil du ofte selv skulle finde vej. Dette gøres ved, at du får tilsendt en GPX fil fra arrangøren med ruten, som efterfølgende uploades til cykelcomputer. Derfor er det en rigtig god ide at investere en cykelcomputer, der kan navigere nøjagtigt, med en stor skærm og god batteritid.


Vi håber, at du med denne guide føler dig godt klædt på til at kaste dig ud i gravel.

Har du fået lyst til at komme ud og give den gas til de mange fede gravelløb, vil vi anbefale at tage et kig på Adventure Cycling, hvor Mads Christensen arrangerer løb. Her får du arrangementer med ægte gravelstemning og garanti for konkurrencer af høj kvalitet.



110 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page